Jeg skriver lystigt på min tredje bog, der har titlen “Samtaler med min imaginære datter”. Planen er, at den udkommer senest sidst i maj 2021, og du kan allerede nu bestille den via forsalg.
Så snart den lander fra tryk, pakker jeg den omgående, grifler en lille hilsen til dig og smider den i posten til dig.
Jeg vil lade indledningen (der stadig mangler både korrektur og gennemskrivning, så bær over med den) tale på bogens vegne, og her kan du mærke om den taler til dig:
Samtaler med min imaginære datter
“Hvis jeg havde en datter, var der mange ting, jeg gerne ville fortælle hende om det at være en pige og en kvinde – viden jeg selv savnede, da jeg begyndte at interessere mig for drenge og mænd, blev en andens ægtefælle (og senere skilt), blev mor og skulle jonglere arbejdet, passionen, spiritualiteten og familielivet på en og samme tid. Mit moderskab viste sig kun at skulle omfavne en søn, men han har om nogen også brug for at forstå piger og kvinder. For mange mænd fortæller mig, at de famler i blinde og alt for ofte snubler på måder, der skubber deres intimpartner længere væk, end de formår at trække hende tæt. Mange mænd føler sig splittede mellem parforholdet og den personlige frihed, forstået som at hvis de vælger det ene, er de nødt til at give afkald på det andet, og her fravælger en del derfor at indgå i faste parforhold, eller lukker ned i forholdet på måder, der gør, at kvinden på et tidspunkt går. Men det er ikke kun mændene, der har det svært. Alt for mange kvinder føler sig også splittede, dog på lidt andre måder. De oplever, at de skal vælge mellem parforholdet og kærlighedslængslen, da de ikke føler, de kan skabe den følelsesmæssige dybde i relationen til en mand, som de har brug for. Mange kvinder giver derfor afkald på parforholdet og vælger at gå vejen selv.
Parforholdet ligner altså efterhånden en truet dyreart, der står på grænsen til at uddø. Men er parforholdets dødsskrig måske nærmere fødselssmerter, vi skal lære at stå igennem, så en ny intimitetsform kan få lov at se dagens lys? Måske en form hvor kønnenes forskellighed viser sig at være berigende og ikke bekrigende? Alle forældre ved at med fødslen af deres første barn, bød de ikke kun nyt liv velkommen, de sagde samtidig farvel til visse aspekter af deres gamle liv. Livet uden børn er meget forskelligartet fra livet med børn, og det skal det være. For at noget nyt kan fødes, må noget gammelt dø. Parforholdsformen er ingen undtagelse. Du og din partner er nødt til at ”dø” mange gange i jeres parforhold, forstået som at I er nødt til at udvikle jer sammen og hver for sig, og hver gang I tager sådan et spring, byder I både døden og genfødslen velkommen. Her kan det ske, at jeres parforhold dør helt. Måske ender jeres rejse sammen tidligere, end I havde troet eller håbet. Men selv hvis det sker, kan opløsningen håndteres kærligt og respektfuldt både for jer såvel som for de børn, I sammen har bragt til verden. Her giver døden af jeres intimrelation plads til at endnu mere kærlighed kan udfolde sig via andre former. Død og kærlighed er altså på ingen måde hinandens modsætninger, men forudsætter på mange måder hinanden, så ønsker du at mestre parforholdsdansen, er du samtidig nødt til at mestre døden. Døden kan synes at være en besværlig dansepartner, men når du først har lært at takle trinene, er den heldigvis langt nemmere at svinge yndefuldt rundt, end du lige måtte tro.
Det er relationsdansen, der både indeholder ekstase, ynde såvel som tåkrummende snublerier, jeg efter bedste evne beskriver i bogen, der er formet som samtaler med min imaginære datter. Bogen er dog lige så meget skrevet til mit yngre selv og til alle de unge piger og drenge, kvinder og mænd, der måtte finde samtalerne brugbare i forhold til at forstå følelser, begær, tiltrækning, frihed og hvad der skal til for, at vi som menneske kan navigere i dette modsatrettede virvar. Min imaginære datter er heteroseksuel ene og alene af den grund, at jeg selv er det og fordi flertallet af de mennesker, som jeg hjælper, definerer sig selv som heteroseksuelle. Det er derfor den dynamik, jeg har mest erfaring med og mest viden om, velvidende at det jo blot er en tiltrækningsform ud af flere mulige. Dog læner jeg meget ind i David Deidas måde at beskrive det feminine og det maskuline på, fordi tiltrækningen mellem de to energiformer er en dynamik, der synes at være universel. De to begreber har altså intet med de biologiske køn at gøre, og er derfor i det store hele fuldstændig uafhængige af seksuel orientering. For langt de fleste mennesker på vores smukke planet, synes det maskuline og det feminine at søge hinanden som magneter, og det uanset om de finder hinanden i relationen mellem mand og kvinde, kvinde og kvinde, eller mand og mand. Mange steder i bogen bruger jeg for nemhedens skyld termerne ”kvinde” og ”mand”, når jeg beskriver tiltrækningen mellem det maskuline og det feminine, men har du som læser en anden seksuel orientering, kan du sagtens omskrive eksemplerne, så de bedre passer til dit liv. For du vil sikkert genkende dynamikkerne fra dine egne intimrelationer, uanset om du er tiltrukket af modsatte, samme eller af begge køn.”
Som tak for din store tålmodighed, får du to online foredrag med i købet (“Kvindens vildskab” og “Når lyst og ulyst mødes”, afholdt sammen med Frej Prahl).
Hele herligheden koster dig 349 kr. og du kan bestille her